Team Old Time • Nyheder • Videoer • Billeder • Nostalgi • Kontakt • Teamet • Links • Forside

Gråsten og Schleswig i Pinsen28-05-2023

Oldtimerløbet - Gråsten og Wiking Historic - Schleswig

Tekst og Foto.: Niels P.

Karin og jeg havde igen i år tilmeldt Den Grønne Golf til Oldtimerløbet i Gråsten (Træf) og Wiking Historic (Tysk pålideligheds-løb) i Schleswig. Oldtimerløbet i Gråsten var i år klædt i fantastisk sommervejr og fuld booket og overbooket – 1200 køretøjer – Knallerter, motorcykler, biler, Autocampere og Lastbiler. Sidstnævnte var med begrænset antal, for at gøre plads til lidt flere biler. Stævnepladsen var fyldt til bristepunktet og udenfor var der opsat boder med reservedele, kræmmerting, brændte mandler osv. Stemningen var helt i top, ikke mindst da turen mod grænsehallerne i Kruså blev skudt i gang. Slangen at alle køretøjer der havde lyst til at deltage, snoede sig gennem menneskehavet til byfesten i Gråsten midtby og langs hele ruten var der flag og smil, dytten og vinken. Det er en ret unik køretur, og den primære årsag til at vi deltager i træffet. Efter Kruså, hvor vi mødtes med gamle kendinge fra Dasu-Classic-verdenen, fortsætter vi til vores Gasthof i Schleswig, for næste dag at være klar til at fejre Motorklubben AC-Schleswig´s 100 års jubilæum, ved at deltage i Wiking Historic. Den tyske del af Dansk Tysk Historic Team (DTHT) havde derudover også tilmeldt os til holdkonkurrencen. Karin og jeg følte os ”lidt rustne” idet dette var vores første løb i år, og sidste år kørte vi blot et enkelt løb i Tyskland og et par Dasu Classic løb. Så den store træningsindsats kunne vi ikke prale af. Til gengæld glædede vi os til at deltage og satte oplevelsen fremfor konkurrencen. Det skulle så vise sig at denne ”afslappede holdning” lige nøjagtig var det der skulle til for at slå konkurrenterne.

Ved startbordet kunne man tage et lille sørgebind til påsætning på bilen, til ære for Wolfgang Hannemann, som døde i starten af Maj efter kort tids sygdom. Wolfgang Hannemann var ophavsmanden til Wiking Historic og løbsleder for løbet i 20 år.

Der var 4 danske mandskaber i Turistklassen og 2 i Sport-Klassen (det ene mix D/DK) – Det kan undre at ikke flere af de danske Dasu-Classic kørere mødte op, idet løbet var tællende til DHMC´s egen turnering.

Oven i købet var rutebogen med dansk tekst (  Troels havde oversat )

Turen var lagt i flot kuperet natur Nordøst for Schleswig og så retur langs Schlei-fjorden, som forbinder den gamle vikinge-hovedstad med Østersøen.

Umiddelbart efter start er den første GLP (sekundetape) Kun 370 meter lang er den med en hastighed på 22,2 km/t -Vi skal  ”ramme” fotocellen på nøjagtig 60 sekunder. Både turist-klassen ( 48 delt. ) og Sport ( 32 delt. ) kører denne på vej mod havneområdet hvor der er Speaket start til alle. Karin og jeg er så beskedne at køre bedste tid af alle her – kun tre hunredede-dele får vi i tids-straf her. Det ved vi nu ikke noget om før efter løbet. Men en god detalje at lade turisterne kører med her. Der var så en særskilt præmie til denne klasse for bedste tid. De andre GLPér kørte turistklassen ikke.

Der er middagspause og grill-bufet på Landgasthof Jäger´s Ruh – Super lækker mad.

Vel i mål efter ca. 120 km. er der kaffe og kage i ”lange baner” Og da resultaterne begynder at samle sig, viser det sig at det ikke kun er på første GLP at Golfen har ”klippet” fotocellen i fin stil. Dårligste tid vi har er på 0.50 sek. – Og det rækker både til en klassesejr, og det samlede sejr. Noget overraskende for os selv. Men det var nok det med den afslappede holdning og ”de løse håndled” på stopurs-knappen – Og så en portion held, naturligvis der gjorde udslaget – nærmeste deltager er kun 0.25 sek. efter os.

Hans-Ulrik og Barbara vinder ligeledes deres klasse, mens Hans-Jürgen og Hans-Jørn bliver henvist til en 5. plads i samme klasse som os. Men det er nok til at vi kan vinde Hold-Konkurrencen – Så altså 3 førstepladser af 3 mulige, det er da suverænt.

Vi bliver en ekstra dag i Schleswig og nyder den hyggelige by i sommervejr. Mandag eftermiddag er vi hjemme igen efter knap 600km og helt fyldt op med gode oplevelser.

Med Venlig Hilsen

Karin og Niels Peder

Flere foto fra begge arrangementer.

Resultater.: